Nyheder

Sidste nyt om stort og småt der angår kennel Troldfuglens.

Hvalpe på vej

13/4 2024

Så er Ginger blevet scannet, og det viser tydeligt, at der er hvalpe på vej. 

Præcis hvor mange må tiden vise... Men i hvert fald mere end et par stykker :-)

Parring

17/3 2024

Ginger kom i løbetid lidt tidligere end forventet. Heldigvis var Spader og hans ejer med på at ændre planer, så i går blev Ginger parret. 

Nu er det så bare at vente og se, om det giver resultat. 

Om cirka 3 uger scanner jeg hende, og hvis der er gevinst kommer hvalpene engang midt i maj. 

Flere resultater.

3/3 2024

Så er endnu en hvalp fra Gingers første kuld blevet HD-fotograferet. 

Tetrix fik også resultatet A, så det er jo skønt. 

 

Derudover er Perdix blevet tildelt to vandrepokaler for hendes fine resultat på markprøven i efteråret:

  • SVK Småland-Östergötlands vandringspris Erik Vallström till bästa UKL hund fält.
  • SVK Småland-Östergötlands vandringspris Arne Johansson till yngsta deltagande hund i UKL fält som går till ett 1:a pris.

Dem havde jeg slet ikke regnet med, så det var jo en dejlig overraskelse. 

Røntgenresultater.

29/1 2024

 

Så er resultat af Perdix' HD-fotografering kommet: A på begge hofter. 

Det kunne jo absolut ikke være bedre. 

Perdix' søster Pica er også blevet røntgenfotograferet - med samme resultat.

Absolut godkendt :-)

Og opdrætteren er glad.

Nye hvalpeplaner

21/1 2024

Hjemmesiden har lagt stille alt for længe, men har været optaget af så meget andet, at den har været anden prioritet (desuden gik min computer - med MANGE hundebilleder - i stykker, så der har ikke været nogen fine billeder at lægge op).

Men sidste nyt er, at jeg planlægger et nyt kuld her i 2024. 

Læs mere under "Hvalpe 2024"

Det går - stadig - stærkt

3/7 2022

Så er der nye billeder igen. Hvalpene bliver stadig bedre og bedre, samtidig med, at de får prøvet mere og mere.

Der er nu næsten ingen lyd på, når vi kører bil længere, og det er yderst begrænset, hvad der er at tørre op efter dem nu. Hvis de har muligheden, går de helst ud, når de skal af med noget.

At være i hundegården er heller ikke noget problem; der er jo god plads til både at lege og sove, så det er jo et dejligt sted.

De har også lige fået anden omgang ormekur og i morgen skal de chippes - så der bliver det afgjort hvem der er hvem :-)

Det går - stadig - stærkt

26/6 2022

Som sædvanligt går det alt for stærkt med sådan nogle hvalpe. De udvikler sig dag for dag, og den sidste uge har igen budt på nye udfordringer for dem.

Vi er begyndt at gå små ture (selvom de stadig synes, at 50 m væk fra haven er langt), de har været med ude at køre bil, de har mødt nye hunde og så er hundegården blevet indviet. Alt har de taget i stiv arm, og nu er det meningen, at de skal være i hundegården (sammen med Ginger naturligvis), når jeg ikke er hjemme, så de har lidt mere plads at boltre sig på, og jeg ikke behøver bruge helt så meget tid på at tørre tis op ;-)

Jeg forsøger også stadig at tage mange billeder, men de er kommet i en alder, hvor der skal tages MANGE billeder, for at få nogle gode. De bevæger sig ret hurtigt efterhånden.

Og beklager endnu engang de lidt manglende opdateringer på hjemmesiden. Men det er ikke let at opdatere ret tit, når internetforbindelsen er temmelig ustabil...

Ups...

19/6 2022

Hovsa... Tiden går sørme stærkt, og det er lige gået op for mig, at det er en hel uge siden jeg sidst har fået opdateret hjemmesiden.

Men nu er der kommet en del nye billeder af hvalpene - både uge 4 og uge 5.

De udvikler sig stadigt som de skal, og deres verden bliver større og større for hver dag. Nu er der endda flere af dem, som går udenfor af sig selv, hvis de skal noget og døren står åben!

De er også blevet registreret hos DKK, så de nu har fået officielle navne;

Troldfuglens Tetrix, Troldfuglens Perdix, Troldfuglens Fulica og Troldfuglens Pica. Denne gang er navnetemaet "latinske navne på fugle med jagttid" og "oversat" har de fået navn efter urfugl, agerhøne, blishøne og husskade. Hvem der er hvem er dog endnu lidt uvist - bortset fra Tetrix, som er hanhunden :-)

En begivenhedsrig weekend

12/6 2022

Det har været en begivenhedsrig weekend for hvalpene (og noget af grunden til, at jeg ikke har fået lagt billeder op før i dag).

De har prøvet at være udenfor; første gang turde de knapt forlade hundepuden, men allerede anden gang var de godt på udflugt.

De har prøvet at få lidt foder ved siden af Gingers mælk. Stor succes :-)

De har fået ormekur. Ikke helt så stor en succes som foderet...

De har haft besøg af både hvalpekøber og naboens børnebørn. Ginger synes det er lidt uretfærdigt, at hvalpene skal have SÅ meget opmærksomhed.

Og så er hundegården ved at være færdig, så de - når de bliver lige lidt ældre - kan være der med god plads, når jeg ikke er hjemme. De bliver nok ikke ved med at synes at hvalpekassen er nok ;-)

Nu også med tænder

8/6 2022

Så er hvalpene 3 uger (eller er i morgen i hvert fald...), og udviklingen går stadig stærkt. De reagerer meget på lyde nu og er også begyndt at få tænder. Det med tænderne er Ginger ikke helt begejstret for :-) For Gingers skyld har de også fået klippet negle igen; der er ingen grund til, at hun både skal generes af spidse hvalpetænder og skarpe negle. Og selvom hvalpene efterhånden bevæger sig ret meget omkring, så er det alligevel ikke nok til at slide på neglene endnu. 

Det vil nok være for meget at sige, at de er blevet renlige, men det er i hvert fald helt tydeligt, hvilken side af hvalpekassen de sover i og hvilken de bruger til at tisse i. Så når de om en uges tid kan begynde at komme lidt med ud, går der nok ikke længe inden de får lært det. 

Flugtforsøg...

4/6 2022

Så er hvalpene godt inde i deres 3. leveuge, og de begynder at blive mere og mere mobile. Det er også blevet nødvendigt at forhøje indgangen til kassen, for at sikre, at de ikke forlader den i utide.

Det er også helt tydligt, at de bliver mere og mere bevidste om både sig selv og deres omgivelser; de er så småt begyndt at gø af hinanden og forsøge at lege lidt. Det ser stadig lidt sjovt ud, for motorikken er ikke helt på plads, så af og til bider de bare ud i luften i stedet for i hinanden. 

Nu med øjne

31/5 2022

Så er hvalpene 2 uger, og man kan rigtigt se, at der begynder at ske noget. Udover at de stadig vokser godt, så er der i dag også kommet (små) øjne, ligesom de også er begyndt at prøve på at stå på benene. 

Selvom øjnene ikke fungerer så godt endnu, så er det i hvert fald tydeligt, at de reagerer på lys/mørke; de kan helt tydeligt se, når der står noget ved kassen. Om det så er Ginger eller mig, kan de så ikke helt se endnu, men det kommer nok snart.

De bare vokser og vokser

27/5 2022

Så er hvalpene godt på vej ind i deres 2. uge. De stortrives stadig - alle har nu mere end fordoblet fødselsvægten. Og så har de fået klippet negle for første gang, da jeg kunne se, at de var begyndt at rive Ginger og hinanden. 

Ginger er også begyndt at tage det lidt mere afslappet med hvalpene; hun skal stadig lige hen og tjekke dem, hvis der er det mindste piv, men hvis der ellers er ro, kan hun sagtens ligge et andet sted i stuen. Hun vil også gerne med ud, og et par apporteringer i haven er stadig en stor succes. Det skal bare ikke være for længe ad gangen :-)

Allerede 1 uge

24/5 2022

Så er hvalpene allerede 1 uge gamle, og de stortrives alle sammen. At dømme efter vægten er der i hvert fald ikke nogen af dem, som går sultne i seng :-)

Og selvom de stadig er meget nemme at passe (Ginger gør jo alt arbejdet - de skal bare have skiftet "sengetøj" en gang i mellem), er det helt tydeligt, at de bliver mere og mere mobile og bevidste om deres omgivelser for hver dag der går. 

Der er flere billeder af hvalpene under "Uge 1".

Så er de her

19/5 2022

Jeg har været lidt udfordret på internetforbindelsen et stykke tid, så det har ikke været så let at opdatere siden her.

Men i går fik Ginger hvalpe - 4 store, fine hvalpe. 1 skimlet han og 3 brune tæver, så det var jo helt perfekt. Nogen var så åbenbart blevet talt dobbelt på den første scanning, men 4 var også det, som vi havde set på røntgenbilledet.

Fødslen gik godt, selvom Ginger åbenbart ikke er nogen turbo-føder som sin mor og mormor ;-) Men så nåede der da at komme ro på mellem hver hvalp.

Der kommer løbende nye billeder under "Hvalpe 2022" og opdateringer her, når internetforbindelsen er stabil nok til det...

Vi prøver igen

1/5 2022

Så lykkedes det at få lov at lægge et scanningsbillede op :-)

Man begynder at kunne se, at det ligner en hundehvalp - og billedet er taget for 4 dage siden, så der er allerede sket en masse med hvalpene.

Og om mindre end 3 uger, skulle de gerne se dagens lys. Så det skal gå stærkt med udviklingen her de sidste uger.

Nu kan det også ses.

24/4 2022

Nu kan man også begynde at se på Ginger, at hun er drægtig. Der er selvfølgelig heller ikke mere end ca 3½ uge til hvalpene kommer. Tiden går stærkt!!!

Men selvom hun begynder at bule lidt ud, har hun dog ikke mistet lysten til træning/arbejde :-) Så det fortsætter vi med lidt endnu.

Så er det sikkert

12/4 2022

Ginger er nu scannet drægtig (og af en eller anden mærkelig grund, kan jeg simpelthen ikke få lov til at lægge et scanningsbillede op...), og jeg forventer hvalpe omkring den 18/5 2022.

Scanningen viste 6 hvalpe (så må vi se, om røntgen siger det samme om ca 4 uger), så nu er det bare at vente. Jeg glæder mig helt vildt til selv at komme i gang med en ny hvalp!

Der er dog dukket en lille "forhindring" op; jeg skal flytte til Sverige for at arbejde. Og hvis jeg skal have Ginger - og hvalpene - med derop, skal jeg flytte inden hvalpene bliver født. Det betyder at de får lang hale, da man jo ikke må kupere i Sverige. Alternativet var, at jeg selv først kunne få min hvalp, når den blev 15 uger... Den mulighed droppede jeg ret hurtigt ;-) Heldigvis ændrer der jo ikke på andet end udseendet - brugsegenskaberne sidder mig bekendt ikke i halen!

Endelig...

30/3 2022

Ja, det er ikke blevet til mange opdateringer hen over efteråret og vinteren. Ginger og jeg har haft alt for travlt med at gå på jagt!

Men nu er der lidt nyheder, som jeg glæder mig rigtigt meget til; for nylig var vi på tur til Tyskland, hvor Ginger blev parret med Arno ut Beithen. Så jeg forventer hvalpe midt i maj, hvor planen er at beholde en af dem. Det glæder jeg mig rigtigt meget til.

Bortset fra det er der ikke så mange nyheder på hundefronten, for en løbetid i marts måned tager jo nærmest alle forårsmarkprøver... Men pyt med det, sålænge der bare kommer hvalpe i stedet ;-)

Se mere om Arno og de kommende hvalpe under "Hvalpe 2022".

Hvad vi har bedrevet det sidste halve år

15/8 2021

Nu blev årets hvalpeplaner jo ikke til noget, så der blev ikke meget pause til Ginger henover foråret og sommeren. Hverken prøve- eller træningsmæssigt.

På korthårsklubbens forårsprøve opnåede hun en 2. præmie i åben klasse; fik desværre ikke vist rejsning, men gjorde det ellers godt.

Til træningen i jagtforeningen blev hun - igen - bedste hund. Så nu har hun fået lov til at få sit navn på pokalen 2 år i træk.

Så blev der jo også åbnet op til udstillinger igen. Der havde vi jo lidt unfinished buisness, så jeg havde meldt os til 3 udstillinger. Vi startede med SJD udstillingen i Vissenbjerg, hvor der var tilmeldt hele 34 korthår - heraf 15 tæver. Det blev så en dag, hvor alt gik op i en højere enhed for os. Ginger endte som bedste tæve og fik dermed sit 3. certifikat. Det betød jo så, at hun nu også kan smykke sig med titlen DKCH (dansk udstillingschampion). Og det var så den udstillingskarriere...

14 dage senere skulle hun i ilden igen til vand, slæb og apporteringsprøven. Også her gik det fint og hun bestod med 28 points. De to points vi mistede var rent sjusk.

Pt er træningen så målrettet fuldbrugsprøven, som vi satser på at blive klar til her i efteråret.

My's forår og sommer er til gengæld ikke gået helt så godt...

Hen sidst på foråret begyndte hendes rygskade at drille igen. Det var helt tydeligt, at hun fik mere og mere ondt - uanset hvad der blev forsøgt af smertestillende, kiropraktik, ro mv. Hendes lyst til at være med til træning osv. blev også mindre og mindre.

Derfor besluttede jeg i slutningen af juli, at hun skulle have fred. En hård beslutning, men uden tvivl den rigtige. 

(Billedet er fra vores sidste ræveslæbstræning. Hvis der var noget My kunne lide, var det at hente ræven :-) )

Når tingene ikke går som planlagt...

10/2 2021

Ja, naturen er jo ikke sådan at styre. Så derfor kommer der desværre alligevel ikke hvalpe her i foråret. 

Vi prøver igen til næste år! Hvis nogen skulle undre sig, så er næste løbetid er ikke en mulighed. For det vil jo betyde, at jeg skal undvære min jagthund næsten hele jagtsæsonen, og det går slet, slet ikke... 

Eftersom Ginger jo så ikke skal ligge brak hele foråret, håber vi, at der bliver åbnet op for prøver mv. igen snart. Når nu der ikke bliver hvalpe, skal vi jo bruge tiden på noget andet.

Nytåret nærmer sig...

27/12 2020

Og dermed også slutningen på jagtsæsonen. På trods af corona'en har vi været en del på jagt, så der er igen blevet puttet en del i bagagen på både My og Ginger. Jeg har godt kunnet mærke, at træningen forud for sæsonen har fokuseret lidt på Ginger, men My er heldigvis så erfaren, at det går endda - selvom ørerne ikke altid virker helt optimalt...

Ginger har været i en del snepper hen over sæsonen, så dem har hun efterhånden også lært at takle helt godt. Sneppejagt med stående hund er nu noget særligt! På apporteringssiden har hun bestemt også udmærket sig; apporteringer over åer med stærk strøm, anskudte ænder og løbende snepper er nogle af de ting hun har klaret til UG indtil videre.

Så selvom vores prøveår i 2020 ikke blev helt som håbet, har jeg besluttet at få Ginger parret, når hun kommer i løbetid næste gang. Hun har bestemt vist sit værd som en god, solid jagthund og jeg må hellere snart komme i gang med en ny hund, hvis jeg ikke pludselig skal "løbe tør"!

Billedet ovenfor er taget her juledags morgen, hvor My havde stand for en flok agerhøns og Ginger sekunderer. Både situation og agerhøns er da lige til at blive i godt humør af.

Godt nytår herfra.

Så kom jagtsæsonen endelig

Ginger, 1. præmie i brugsklasse

20/10 2020

Ja, det gik jo for os som for næsten alle andre. Intet gik helt som planlagt først på året, fordi der kom en lille virus forbi...

Ginger var eller helt klar til at stille i åben klasse, men 2 dag før første prøve, blev det hele lukket ned. Og det samme med udstillingerne, så heller ikke her kom vi længere.

Træningen blev også lidt amputeret - dels på grund af mere arbejde i forbindelse med COVID19 og dels fordi en del træning jo blev aflyst pga. samme.

Her i efteråret kom vi så endelig lidt i gang med prøverne igen, så det lykkedes at få en 3. præmie i åben klasse (marginaler fra en 1. præmie; havde vi bare nået at få vist rejsning på første gang fugl!) og - ikke mindst - en 1. præmie i brugsklasse. Den er jeg særligt glad for, for Ginger gjorde det særdeles godt den dag.

Men nu er jagtsæsonen gået i gang, så nu er der ikke flere prøver til os i år. Nu skal vi ud og hygge os.

 

Hvor tiden flyver!!!

8/3 2019

Puha som tiden flyver... Synes da ikke det var så længe siden jeg sidst har fået skrevet lidt nyt på hjemmesiden. Og da slet ikke et helt år!!! Så der er da lidt nyheder.

På prøvesiden har Ginger gjort det ganske udemærket. Jeg synes i hvert fald ikke man kan tillade sig at klage, når hunden indtil videre har præsteret hver gang den har været afsted.

  • April 2019 - 2. præmie i unghundeklasse
  • Juni 2019 - 1. præmie, schweiss 3t/400m
  • August 2019 - bestået udvidet apportering + udstilling m. excellent, brugsklasse
  • Februar 2020 - 2 gange udstilling m. excellent og certifikat.

Nu må vi så se, hvad forårets markprøver bringer og håbe på, at det kan lykkes at få det sidste certifikat i hus på udstilling.

Gingers søster Shirley har også været afsted på både prøve og udstilling. Sidste forår fik de en 1. præmie i unghundeklasse og i går fik de en 1. præmie i åben klasse. Så stort tillykke til dem.

My er jo prøve-pensionist, men har da fået lov til at arbejde en del gennem jagtsæsonen, hvilket hun også har gjort helt godt. Der er blevet skudt en del snepper og fasaner for hende ligesom hun har udviklet en dejlig evne til ikke at drive råvildtet længere end til skovkanten.

Ginger har i denne sæson været noget mere med end sidste år. Hun har fortsat vist meget gode takter - er fantastisk til at holde kontakt og har i løbet af sæsonen selv konstateret, at det der med at løbe ret langt efter pelsdyr ikke kan betale sig. Hun har også haft flere gode situationer for fugl, men desværre lykkedes det ikke at skyde noget for hende før på årets sidste jagt. Det gav så til gengæld også en situation helt efter bogen, så der var jeg ikke til at skyde igennem... Hun har også haft en del apporteringer, så der er efterhånden lidt erfaring i rygsækken der. 

Det var vist hovedpunkterne i grove træk. Skal der flere detaljer på bliver der vist for meget tekst.

En forglemmelse...

4/3 2019

Nå ja - Ginger er også blevet HD-fotograferet.
Bedre resultat end perfekt kan man vist ikke ønske sig!
 

Og samtidig fik hun taget billeder af den albue hun skadede for et år siden. Billederne her viser heldigvis, at leddet ikke har taget varig skade. Så nu er vi for alvor klar...

Foråret er på vej

3/3 2019

Jagtsæsonen er for længs ovre og vi er godt i gang med forårets træning.

Ginger fik sidst på sæsonen fornøjelsen af nogle sneppejagter, og det lykkedes da også med en enkelt fugl for hende. Næste sæson regner vi med, at det der med at sætte fuglene så kommer til at lykkes lidt bedre.

Til gengæld har denne jagtsæson været særdeles hård ved My. Hun døjer noget med sin rygskade, så det kæmper vi lidt med at få styr på. En hund der lige er blevet 6 år, skulle jo da gerne have et par sæsoner i sig endnu...

Vi er som nævnt også godt i gang med forårets træning - især i marken. My ved jo, hvad det drejer sig om, så det er bare lidt finpudsning af lydigheden. Desværre skal hun stadig passes lidt på, så det bliver ikke til så lange slip til hende. Ginger har også fundet ud af, at det der med marken er sjovt. Hun har en særdeles skarp næse, så hun kan nok finde fuglene. Der mangler bare lige lidt træning og rutine endnu; sådan en flok agerhøns er ikke altid nemt for en unghund, som ikke har set så mange af den slags endnu. Sidste år var træningen jo ret mangelfuld! Og så har hun en dejlig naturlig kontakt i marken, så det er stort set ikke nødvendigt at bruge fløjten når vi går.

Mens vi bare går herhjemme og hygger os med træningen, så er der andre, som er helt anderledes aktive:

Shirley har i starten af februar været på udstilling i Frederiks og det gik særdeles godt. Hun fik excellent m. CK og blev 3. bedste tæve ud af 12 tæver. Hun har også været afsted på lokal markprøve. Her blev det desværre ikke til nogen præmie, men 5 slip, stor ros af dommeren og førerpokal. Rigtigt flot - især når man tænker på, at det var første gang både hund og fører var på markprøve. Stort tillykke herfra med begge resultater.

Godt nytår

3/1 2019

Så er det nye år allerede i gang, så godt nytår til alle herfra.

Siden sidst er der på hundefronten sket mest på det jagtmæssige uden de store ændringer; My får de "hårde ture" på fællesjagterne mens Ginger får lov til at komme med på de mindre jagter. Det giver godt med oplevelser til dem begge, men siden sidst er vel mest værd at nævne, at den første fasan er skudt for Ginger og at hun efterhånden er ved også at få smag for snepper. Hun har endnu den første rigtigt gode situation for sneppe til gode, men kan da tage stand for en anskudt - og apportere den. Til gengæld er hun blevet skrap til bekkasiner, så mon ikke det andet også kommer, når hun får set lidt flere af dem.

Forårets planer går indtil videre på at stille Ginger på schweissprøve og på marken et par gange samt at holde My skarp og i kondi, så hun er klar til efteråret igen. Så når sæsonen nu snart er ovre, må vi hellere i gang med den lidt mere seriøse træning igen. Der er vist lidt, som skal pudses af...

Jagtsæsonen er i fuld gang

18/11 2018

Ja, som overskriften antyder, er jagtsæsonen i fuld gang. Det er nok også en af grundene til, at det er gået lidt sløjt med opdatering af hjemmesiden de sidste par måneder.

Men siden sidst er My blevet prøve-pensionist, da hun har fået konstateret et kæbeproblem/skade, som gør, at hun har svært ved at løfte og holde på tunge ting (ex. ræven, men det gælder også vores tunge dummyer og lign.). Og eftersom det så betyder at vi jo ikke kan bestå fuldbrugsprøven har jeg valgt at pensionere hende.

Hun ligger dog ikke på den lade side af den grund; hun er med på jagt for fuld skrue og sparer på ingen måde sig selv. Det har indtil videre også været en ganske god sæson for hende; vi har skudt både fasaner og snepper for hende ligesom hun har fået meget ros rundt omkring for flere gode/svære apporteringer. Så bliver man jo altid stolt som hundefører - og glad for at se, at de mange træningstimer bærer frugt.

Ginger får endnu ikke helt så lang snor på jagt, da der lige er nogle ting, som skal sidde lidt bedre fast, før hun får helt frit spil. Men helt snydt bliver hun ikke; hun har været med til at apportere ænder flere gange, ligesom hun også får lov til at komme med efter snepper og fasaner, når vi kun er et par stykker. Desværre er det ikke lykkedes at skyde noget for hende endnu, men hun er en fornøjelse at gå med. Hun arbejder hårdt og energisk, men er super god til at holde kontakt. Så det skal nok blive godt. 

Derudover går jeg også til træning med Ginger. Selvfølgelig for at få lidt tips og tricks (og blive rettet på, når jeg laver noget dumt) men også for at træne ro og at vente. Det er så svært når man træner alene. Og jeg kender - ligesom de fleste andre - også godt den der med "jamen den kan det godt derhjemme"! På marken er hun også ved at have forstået konceptet. Så alt i alt ser det ud til, at mine forventninger til den lille holder. Så er det bare om føreren kan lade være med at ødelægge for meget...

Det var vist næsten alt vi har bedrevet siden sidst. Meget kort - jagt og træning. Men det kan man jo også hurtigt bruge meget tid på. 

Hvalpetræf

28/8 2017

Jeg har i weekenden holdt hvalpetræf. En rigtig hyggelig dag synes jeg, og der var dejligt mange, som gad møde op.

Det er altid dejligt som opdrætter, at man kan få lov til at følge sit opdræt, så man kan se, om man er på rette spor. Det er jo noget helt andet at se hundende som voksne end som de hvalpe man afleverer.

Og som sædvanligt fik jeg ikke taget nær så mange billeder eller snakket nær så meget med folk, som jeg egentlig gerne ville. Men sådan er den slags nok bare...

Men nogle af de billeder jeg har taget, kan man se, hvis man klikker på linket nedenfor. 

På weekendtur

20/8 2018

 

I weekenden har hundene og jeg været på en lille "arbejdsferie"; jeg havde meldt os til et træningsseminar med den irske træner Bobby Robertson. Henholdsvis til unghunde og de lidt ældre. Og man må sige, at både hund og fører var trætte, når vi kom til aften... Heldigvis havde jeg været lidt forudseende og havde booket noget overnatning til os i nærheden. Så køreturen hjem bagefter var ikke så lang.

Men vi fik lært en del om apporteringstræning og især Ginger fik charmet sig ind hos Bobby. Den lille glade hund med en utrolig arbejdsglæde :-) Og havde vi været på retrieverprøve om søndagen var der mere end en labrador som My ville have "eye wiped" (dvs. en hund finder ikke emnet. Hvis den næste hund, som sendes, finder emnet er den første hund ude - eye wiped). Til gengæld var der nok et par stykker som ville have slået os på direkte dirigering!

Alt i alt en dejlig weekend i hundens tegn. Jeg fik lidt nyt i bagagen og hundene virkede også til at nyde det. Og når man så oven i købet får ros for sine hunde af en mand som ikke laver andet... Så bliver man da lidt glad og stolt.

Billederne ovenfor viser fra venstre: 

  • Ginger, der følger nøje med i, hvor alle dummyer bliver lagt ("jeg kan godt hente den")
  • En aftentur langs stranden - der blev til en ren øvelse i balance for både hunde og ejer.
  • My og jeg venter på vores tur.
  • Gåtur til Kalø Slotsruin

Vi er her endnu

9/7 2018

Jo jo. Vi er her skam endnu. Der har bare lige været så meget, at det der med hjemmesiden ikke lige har fået så høj prioritet (desværre...).

På hundefronten har vi brugt en masse tid på træning. Efter min knæskade er vi nu igen for alvor i gang med schweisstræningen, og det går faktisk - hvis jeg selv skal sige det - ret godt. Ginger er blevet ret sporfast på 3-timers sporene og My er blevet ret skrap til overnatningssporene.

Vi har - naturligvis - også udnyttet det varme vejr til en masse vandtræning. Det har jo nok været en medvirkende årsag til, at det har gået rigtigt nemt at gøre Ginger både glad for vand og få styr på de mere træningsmæssige dele af det.

Og så har vi da også været på udstilling!!! På FJD udstillingen i Vissenbjerg i juni var Ginger og jeg afsted. Det blev til et excellent og 2. bedste junior tæve - med en rigtig flot kritik.

Men det bedste var nu, at det næsten var en hel familiefest. Udover Ginger var 2 af hendes søstre også udstillet og vi havde besøg af en af "Stjernekuldet"s fynboere. Og så var udstillingens eneste udenlandske udstiller af korthår også ejeren af Gingers farfar; meget pudsigt. 

Flotte resultater

25/3 2018

Troldfuglens Lupus kunne den 11/2 2018 føje "bestået ræveslæb med max points" til CV'et.

Stort tillykke til Lupus & co her fra.

Den 21/3 2018 var Troldfuglens Shirley på udstilling, hvor hun gentog succesen fra sidst; særdeles lovende og bedste hvalp.

Også tillykke herfra til Shirley og påhæng. 

I mors fodspor

05.02.2018

Det er vist efterhånden på tide med lidt opdatering på siden... Umiddelbart har der bare ikke været så meget at skrive om, og en stor del af min tid er gået med at holde styr på og træne de 3 som bor her på matriklen.

Heldigvis er der så andre, som kan sørge for lidt nyt. Troldfuglens Shirley har her i weekenden været på skue, hvilket resulterede i SL, BIK samt var med i opløbet om "bedste hvalp" på hele skuet. Og ikke mindst den her fine kritik:

"feminin ædel og harmonisk bygget tævehvalp, smukke linjer overalt, herligt hoved og udtryk, tilstrækkeligt kraftigt næseparti, velplacerede ører, veludviklet krop for alderen, prima overlinje, stærkt bredt kryds, velplaceret hale, prima vinkler fremme og bag, flotte bevægelser for alderen, prima pels, herligt temperament, velpræsenteret"

 

(For de uindviede: SL = særdeles lovende, det bedste en hvalp kan få. BIK = bedst i klassen, dvs. bedste hvalp i racen)
 

En begivenhedsrig weekend

5/11 2017

 

Så er en begivenhedsrig weekend ved at være ovre.

Fredag rejste lille Humphrey til sit nye hjem i Langeskov.

Så nu er lille Ginger blevet "enebarn".

Og lørdag og søndag har jeg været afsted på udstilling med My.

Lørdag gav excellent m. ck,  2. bedste tæve, reserve cert. + reserve CACIB.

Søndag derimod var heldet (og dommeren) med os, så der fik vi excellent m. ck, bedste tæve, cert. + CACIB.

Dermed har My opnået de 3 certifikater som kræves for at kunne smykke sig med titlen "Dansk udstillingschampion".

Det har vi også kæmpet for et stykke tid (hun er blevet nr. 2 flere gange, så det har været tæt på), men i dag lykkedes det. Så det må siges at være en dejlig afslutning på weekenden. 

Vi tæller stadig ned...

28/9 2017

Så er Humphrey også afsat, og der er kun Ginger tilbage som leder efter et nyt hjem.

Humphrey bliver dog hos os er par uger endnu - for at få den bedst mulige start i sit nye hjem.

Men hvalpene trives stadig godt og lærer hurtigt nye ting. De er også allerede begyndt at forbinde bilen med, at vi skal ud og der skal ske noget nyt og sjovt. I weekenden var de med som tilskuere på fuldbrugsprøve, hvor de lå i bilen en stor del af dagen. Det tog de i stiv arm - ingen gøen eller piben, selvom man kunne ligge i buret og se på, hvad der skete udenfor. 

De sidste to

15/9 2017

Så er Audrey også flyttet hjemmefra.

Audrey skal fremover bo i Herfølge. 

Nu hvor der kun er Humphrey og Ginger tilbage, er der blevet åbnet lidt op for "rettighederne", sådan at de nu må være de samme steder i huset som Phoenix og My. 

Jeg var jo derfor nødt til at finde et par sengepladser mere; der er ikke plads til hvalpekassen i stuen. Men det ser ud til, at hvalpene får god plads der hvor de bliver nødt til at ligge...

Tilbage fra barsel

10/9 2017

Så er My's barselsorlov slut. Og i fredags var vi så afsted til den udvidede apporteringsprøve på Samsø.

Det gik helt som det skulle, så vi (My) bestod med maksimum points og blev prøvens bedste hund.

Nu behøver vi så ikke spekulere mere på det og kan gå på brugsprøve og vinderklasser som vi lyster.

Lille Grace er nu også flyttet hjemmefra, så nu er flokken ved at være til at overse.

Grace skal fremover bo i Bøvlingbjerg.

Om et par dage flytter Audrey også, mens Humprey og Ginger stadig leder efter et nyt hjem. 

Flokken skrumper

3/9 2017

 

Så er de første par stykker flyttet hjemmefra. Det kan allerede mærkes, at der nu "kun" er 4 tilbage.

Og selvom det bliver godt, at hvalpene snart skifter hjem (det tager ret lang tid, at sørge for at 6 8-ugers hvalpe får de oplevelser og opmærksomhed de har brug for), så er det da lidt vemodigt. Men jeg tror nu, at både Phoenix og My glæder sig til, at der bliver lidt mere tid til dem igen. 

Lille Marlon var den første der rejste hjemmefra.

Han skal fremover bo i Klampenborg. 

Shirley var nummer to, som flyttede.

Hun skal fremover bo ved Vejle. 

Næsten 8 uger

31/8 2017

I morgen bliver hvalpene 8 uger og er dermed flytteklare. De flytter dog langt fra alle her i weekenden, så det bliver en langsom overgang til hverdagen igen.

De klarede turen til kiropraktor i tirsdags så fint; næsten 5 kvarters kørsel hver vej, og ingen som helst piben. Hverken ud eller hjem. Dygtige små basser! I øvrigt var der ikke det store at komme efter. Et par stykker havde lidt skævt bækken (hvilket er en meget normal "fødselsskade"), som let kunne rettes. Så nu er de alle fit for fight til deres nye hjem.

Som man kan se på billedet træner vi også lidt. De er blevet meget gode til at sidde, og det der med at komme hjem med en tennisbold går også helt godt. Hvis ikke man lige bliver forstyrret... Hvilket meget let kan ske i den alder!

I dag er de blevet præsenteret for ænder. Heller ikke her var der nogen slinger i valsen; haps - den snupper jeg! Problemet var så bare lige, at der kun var to ænder men seks hvalpe.

Dagens udflugt

28/8 2017

Dagens udflugt gik til en nærliggende sø, så hvalpene kunne få chancen for at dyppe tæerne. Der var godt nok ikke nogen, som var ude og svømme, men så vidt jeg kunne se, fik de alle sammen våde tæer mere end én gang.

De er også ved at være helt gode til det med at køre bil. Af og til er der godt nok stadig en eller to, som bliver lidt utålmodig og gerne vil ud af buret. Men ingen køresyge. Og når vi skal hjemad igen og de er ved at være trætte, så står de selv og hopper op af bilen og vil ind.

Nerverne er også lige blevet testet i dag, da der blev slået græs på de omkringliggende marker. Sådan en stor, larmende maskine på 10 meters afstand, kan godt være lidt skræmmende... Der var da også lige et par stykker, som synes det var bedst at sidde på mine ben et øjeblik. Men det tog nu ikke mange øjeblikke, før de alle havde konstateret, at det der larmende monster ikke var farligt. 

I morgen skal de så afsted til kiropraktor. My skal afsted og tjekkes efter for småskavanker inden hun for alvor skal til at arbejde igen. Og så tjekker han lige hvalpene i samme ombæring.

Det er også helt tydeligt, at hvalpene nu har en alder, hvor nye ting bare sidder der lynhurtigt. Jeg er - mest for sjov - så småt begyndt at træne nogle få ting med hvalpene. Indkald på fløjte er de ved at være ret gode til. De fleste af dem har også fanget, at man skal sidde, før godbidden kommer. Derudover er vi også begyndt at lege med en tennisbold (den kommer tilbage ca halvdelen af gangene, men bliver samlet op hver gang nu) og at lære dem at sidde på placeboardet. Der er de også ved at være rimelig gode til at blive siddende et stykke tid nu. Billeder kommer senere, men det er ikke let både at give godbidder og fotografere.

Nu med navn

27/8 2017

 

Så er hvalpene blevet chippede, og har dermed fået deres endelige (stambogs-)navn.

Nu venter vi så bare på papirerne fra kennelklubben...

Men hermed en præsentation:

Troldfuglens Audrey

(Audrey til venstre)

Troldfuglens Humprey

Troldfuglens Grace

Troldfuglens Shirley

Troldfuglens Ginger

Troldfuglens Marlon

Mod nye oplevelser

24/8 2017

Tiden går bare alt for hurtigt... I morgen bliver hvalpene allerede 7 uger!

Og med fare for at gentage mig selv, så udvikler de sig utroligt hurtigt. De er blevet ret dygtige til at komme, når jeg fløjter. Men så vanker der jo også noget godt - enten mad eller godbidder.

I går var hvalpene så med i bilen for første gang. Bare lige de to minutter det tager at køre op til en nærliggende skov - så det også bliver til nogle nye oplevelser. De var ikke helt tilfredse med at blive lukket i buret, men bortset fra det så de ikke ud til at have noget imod at køre. Heldigvis er deres jagtinstinkt ikke helt vågnet endnu, for efter at have tumlet et par minutter foran en stor busk, blev det pludselig for meget for den då, som lå derinde. Hvalpene opdagede dog ikke meget mere end en spændende duft.

De er også blevet chippede, så nu venter vi bare på at stambøgerne komme fra DKK.

Verden bliver stadig større

19/8 2017

Så er det vist tid til lidt nyt igen...

Ikke fordi der sker det helt store, men jeg forsøger da hele tiden at give hvalpene nye oplevelser. Bl.a. er vi begyndt at gå små ture udenfor haven. 5 minutter i det lange græs på marken - så er man ved at være flad.

De er også blevet præsenteret for lidt vildt; en fasan og en rævehale indtil videre. Fasanen var nok det mest spændende, men det tog nu heller ikke lang tid, før rævehalen var rusket helt fra hinanden. 

Selvfølgelig er der efterhånden begyndt at blive små forskelle synlige hos hvalpene (udover farven), men helt generelt er de meget ensartede. Den hvalp der er mest fremme i skoene om formiddagen er tit den, der ligger og sover længe om eftermiddagen. Så det kan man jo som opdrætter kun være tilfreds med. 

Nye udfordringer

Fodersøg Sjov med forhåndenværende... Uanede muligheder

15/8 2017

Når man nu er næsten 6 uger, skal der jo også ske lidt nyt. De sidste par dage inkluderer det bl.a. legetunnellen, øldåser, papkasser, plastikspande og fodersøg.

Det tog hvalpene ca 2 sekunder at finde ud af, at tunellen var sjov. Den kan man jo både bide i, løbe i, rulle i og hoppe på. Ingen betænkeligheder der.

Øldåser, spande og kasser er for at vænne hvalpene til forskellige former for larm og bevægelse. Og når de så samtidig selv kan stå for både larm og bevægelse, er det jo lidt lettere for vi andre. 

Fodersøget har de også ret hurtigt forstået. Indtil videre er det kun meget lidt af deres foder de får sådan, for ellers tager My og Phoenix størstedelen. 

De er også blevet ret glade for hundegården. Når der alligevel ikke er nogen, til at tage sig af dem, er det jo et dejligt sted med god plads til at lege både inde og ude.

Endelig er der så et nyt hold "portrætter" herunder. Ikke alle lige portrætagtige, men man kan da se, hvem der er hvem.

Tæve 1

Den lyseste (og største) af tæverne.

Han 1

Hannen med den store brystplet (og den største han)

Tæve 2

Den mørkeste af de spættede tæver. Har en stor plet på hver side af kroppen. 

Tæve 3

Den brune tæve

Tæve 4

Den "mellemskimlede" tæve, som har aftegn, der ligner My's. Og den med blissen. 

Han 2

Hannen med den mindste brystplet (og den mindste han). Har også en lille hvirvel på næsen, men den er svær at se på billeder...

Et forsinket tillykke

14/8 2017

Midt i al hvalperiet havde jeg da nær glemt det. Men den 5/8 var Troldfuglens Lupus afsted på klubbens udstilling i Bredsten.

Det gik rigtigt godt, og Lupus fik excellent og blev 3. bedste han i brugsklassen med følgende kritik:

mask. kraftig 2 årig han, velskåret hoved, med godt racepræg, racetypisk udtryk, gode linier kønne øjne, prima overlinie, stærkt kryds, velansat hale prima underlinie, stærke velstillede og velvinklede lemmer, poter ok. god brystdybde og volumen, fine jordvindende bevægelser fra alle sider, pænt og velplejet hårlag.

Det kan man vist ikke klage over. Så tillykke til Lupus og co. herfra. 

"Dygtig hund"

13/8 2017

Hvalpene er nu blevet godt 5 uger, og er allerede godt på vej til at forstå det der med renlighed. Hvis ellers jeg er hurtig nok til at stå op om morgenen, er det efterhånden sjældent, at jeg skal tørre andet end en tissetår op fra gulvet. Når jeg åbner døren og kalder, myldrer de ud i græsset. Jeg synes det er godt gjort af så små hvalpe.

De reagerer efterhånden også godt på fløjten og bliver mere og mere nysgerrige, når de er i haven. Hundegården har de også indtaget uden problemer. Når der alligevel ikke er nogen hjemme, er det da lige så hyggeligt at gå derude, hvor der er bedre plads til at lege. 

En begivenhedsrig dag

8/8 2017

I dag har virkelig været en begivenhedsrig dag for hvalpene.

For det første var det dejligt vejr. Så hvalpene nød rent faktisk at være ude og brugte lang tid på at undersøge haven.

For det andet er hundegården nu endelig blevet hvalpeklar, så vi brugte også lige et stykke tid på at øve "gå ind og ud af hundehuset". Vi øver lige et par dage mere under opsyn, før de får lov at være derude selv.

For det tredie har der været en del besøg i dag; hvalpekøber, niecer og naboer som gerne lige ville lege og nusse lidt med hvalpene.

Så nu er al strøm gået af batterierne. Men mon ikke der bliver lidt liv igen, når jeg finder fløjten og madskålene frem. De reagerer i hvert fald allerede godt på fløjten; den betyder jo mad!

På græs

6/8 2017

Hvalpene er nu ved at vænne sig til at komme lidt ud. Det går ikke så stærkt med bare at gå ud selv - det er jo blæsende og vådt det meste af tiden! Men mon ikke det kommer efterhånden.

Til gengæld går det rigtigt godt med at spise selv. My er vist meget glad for, at hun ikke skal stå for hele bespisningen længere. De er også allerede begyndt at reagere på fløjten; den betyder jo mad...

Og så bliver der jo bare hele tiden mere og mere gang i dem. De leger og slås og bliver mere og mere kontaktsøgende. Så det er bare herligt.

Som tiden dog går

4/8 2017

Ups... Nu er det næsten allerede en uge siden at der sidst skete noget på hjemmesiden! Men den sidste uges tid, har været en smule optaget, og derfor har der ikke været tid til siden.

Nu er der i hvert fald kommet nogle nye billeder på. Jeg regner også med, at der kommer billeder af hvalpene enkeltvis igen snart.

Og hvad er der så sket siden sidst? Ja, hvalpene udvikler sig stadig dag for dag. De er nu begyndt at få opblødt hvalpefoder. Det er en succes. De synes også for længst, at det er for kedeligt kun at være i hvalpekassen. Så der er kommet godt gang i gulvmoppen... Og endelig har jeg fået lavet en rampe, så hvalpene kan komme op og ned af trappen. De har i dag været ude for første gang; det var vist lidt skræmmende med al den blæst. Til gengæld tog det ikke mange minutter, før de havde luret, at det var rampen som var vejen op og ned af trappen. 

Nye oplevelser

Der sker stadig noget dag for dag med hvalpene; de er begyndt at få tænder, de ser lidt bedre, de reagerer mere og mere på lyde (nu vågner de faktisk, når man går forbi kassen) og de kommer hen til en, når man sætter sig og snakker med dem.

Så jeg er begyndt at åbne lidt for kassen ind i mellem - så kan de gå på opdagelse, hvis de vil. Indtil videre synes de dog alligevel det er lige spændende nok, så de bliver i kassen den meste af tiden. 

De har også i dag fået ormekur for første gang. Skyllet ned med en tår mælk.

Phoenix er også begyndt at interessere sig lidt mere for hvalpene (nok især fordi My lader ham komme tæt på nu). Men indtil videre synes han vist, at de er lige så skræmmende som de er interessante. De skal i hvert fald ikke pibe ret meget, før han skynder sig væk.

Nu officielt registreret

25/7 2017

Ja, jeg ville egentlig have skrevet "nu med navn" som overskrift. Men eftersom jeg ikke endelig har besluttet, hvem der er hvem, må det vente lidt endnu.

Temaet for kuldet er dog valgt og hvalpene er nu registreret hos DKK. Temaet denne gang er "Hollywood filmlegender" og til hannerne har jeg valgt navnene Humphrey og Marlon. Tæverne kommer til at hedde Audrey, Ginger, Grace og Shirley.

Den første manicure

22/7 2017

Som man kan se på billedet, bliver der stadig passet godt på hvalpene. Selvom My ikke længere synes hun behøver ligge i kassen hele tiden.

Der sker også noget med hvalpene for hver dag; benene bliver flittigt trænet (de er stadig ikke så stabile), de reagerer mere og mere på lyde, alle har nu fået øjne og de er så småt begyndt at lege/bide af hinanden.

I dag har de så fået klippet negle for første gang - for at de lange syle ikke skal rive My. Der er også blevet sat en forhøjning på åbningen af hvalpekassen. For at sikre at det lidt endnu kun er My, som går ind og ud. Hundegården (og haven) er også så småt ved at blive gjort hvalpeklar. Selvom der går et par uger endnu, før de er klar til at indtage ret meget af verden udenfor...

Et vågent øje

20/7 2017

Så er der så småt ved at komme øjne.

Her er dokumentationen for det første åbne øje, som jeg har set. 

De øver og øver

18/7 2017

Hvalpene øver sig stadig flittigt på at bruge benene. Og det er også helt tydeligt, at de hurtigt får mere og mere styr på det.

Selvom de på ingen måde kan se, hvor de går hen... Men de reagerer stadig mere på lyd, og nu kan man også tage dem op af kassen, uden at de begynder at pibe. Det er der nogen, som er meget glade for, så man endelig kan få lov til at nusse hvalpe. 

Den første uge

15/7 2017

Så er hvalpene blevet en uge gamle. Eller rettere - blev en uge i går. De trives alle fint og vokser som de skal, selvom man nu tydeligt kan se, at de ikke helt vejer det samme...

Der er stadig ingen øjne, men det er tydeligt, at de så småt begynder at kunne høre; hvis man går tæt forbi kassen eller My kommer op i kassen mens de sover, så vågner de straks og begynder at lede efter baren!

De er så småt også begyndt at bruge benene. Man kan stadigvæk dårligt kalde det at gå - knapt nok at vakle, men de står da af og til op. Resten kommer nok efterhånden. 

En lille præsentation

13/7 2017

Her er så de første billeder af hvalpene enkeltvis. De bliver præsenteret i den rækkefølge de er født. 

De er ikke så fotogene endnu, men det kommer måske...

Jeg er også gået i tænkeboks omkring "temaet" for dette kuld. De kan jo ikke blive ved med at hedde "han 1" og "tæve 3"!

"Tæve 1"

Var helt fra starten af den største hvalp. Og er stadig "matronen", selvom de andre haler godt ind på hende. 

"Han 1"

Indtil videre den største af hannerne. Han er den med den største brystplet. 

"Tæve 2"

Har meget symmetriske aftegn. En stor rund plet på begge sider og en plet ved halen.

Jeg tror hun bliver meget mørkskimlet, da hun allerede ved fødslen var væsentlig mørkere end de andre spættede. 

"Tæve 3"

Den brune tæve. Hun er indtil videre den mindste i kuldet. Men hun trives fint og er lige så aktiv (eller inaktiv om man vil) som de andre.

My var også den mindste i kuldet, og det er hun da kommet ret godt efter.

"Tæve 4"

Hun er nem at kende på blissen. Hun er dog allerede blevet mørk om snuden, så jeg tror ikke, at den bliver ret meget at se.

Bortset fra blissen, er hendes aftegn stort set magen til My's. Det er lidt sjovt synes jeg. 

"Han 2"

Den mindste af hannerne (selvom han på ingen måde er lille). Han kan kendes på den meget lille brystplet og at han har mere hvidt på poterne end broren. 

Nu med korte haler

8/7 2017

Hvalpene trives alle godt, og der er ro i kassen ganske som der skal være.

Bortset fra ved spisetid, hvor der allerede godt kan komme en del utilfredse lyde, hvis man ikke lige får det bedste "bord".

De har også fået kuperet haler i dag. Det gik også ganske som det skulle.

 

Så er der hvalpe

7/7 2017

Så er sidste skud på stammen kommet til verden. 6 hvalpe på ca 1½ time og med en kampvægt mellem 490 og 590 g.

Fordelingen blev 2-4 (hanner-tæver) og 3-3 (brun-skimlet); 2 brune hanner, 1 brun tæve og 3 skimlede tæver. 

Mor og hvalpe har det godt, og billeder følger...

 

Test

Test - test